00

Artikel fra DGI midtjylland nyt:
Kibæk har et verdenshold
Det skulle have været en hemmelighed at DGIs forrige Verdenshold lavede opvisning på dette landsstævne

 


Der har næppe tidligere været så massive klapsalver til et gymnastikhold fra Kibæk IF som da Kibæk IF hold 6 gav opvisning lørdag eftermiddag på landsstævnet. 24 gymnaster lavede et forrygende 20 minutter langt program der nærmest var på professionelt niveau.
Der er en naturlig forklaring på det meget høje niveau på holdet fra den midtjyske forening. Det skulle egentlig have været en hemmelighed, men det blev alligevel afsløret ved introduceringen: Kibæk IF Hold 6 er i virkeligheden de samme gymnaster, som i 2005-2006 var DGIs verdenshold.
 
Formanden for foreningen i Kibæk, Doris Nielsen, har svært ved at skjule sin stolthed.
Hun er dobbelt stolt. Hendes søn, Anders, er nemlig med på holdet.
Og det er der koblingen ligger, fortæller lederen fra Verdensholdet 06 og for Kibæk Hold 6, Astrid Mølgaard.
“Vi har et fantastisk sammenhold, og det lå ligesom i luften, at vi ville lave en opvisning på landsstævnet, når det nu var mulighed for at deltage med klubhold. Vi skulle bare have en klub at repræsentere, og så sagde Anders, som vi bare kalder Kibæk, at hans mor er formand for en gymnastikforening. Han mente, han kunne overtale hende til at lægge navn til vores hold,” siger Astrid Mølgaard.
Og det ville Doris i Kibæk gerne være med til.
“Jo, vi blev da lidt stolte. Men jeg sagde også til Anders, at det koster. Når vi skal have indvielse af den nye hal, vi skal til at bygge, så vil vi have holdet til at give opvisning. Det mindste, man kan gøre er da, at give opvisning hjemme i foreningen, siger Doris.

 


Når det var oplagt for det gamle verdenshold at deltage i landsstævnet hænger det også sammen med, at de fleste alligevel skulle med. Mange af dem er efterskolelærere, der er med deres elever på stævnet og andre har specielle opgaver for DGI i forbindelse med stævnet.
“Vi er her næsten alle sammen. En enkelt arbejder i udlandet og havde ikke mulighed for at komme hjem. Nogle har skader, så de ikke kan være med i opvisningen, men vi er her alle sammen,” siger Astrid Mølgaard, som fortæller, at det også har været en dejlig oplevelse for gymnasterne at skulle indøve opvisningen.
“Vi har lavet et nyt program specielt til den her lejlighed, og vi har kun haft to gange til at lære det. Det har været dejligt, og det har også været dejligt at give opvisning og føle, at vi kan endnu”.
KIBÆK IDRÆTSFORENING - I FORENING NÅR VI LÆNGERE